Folkeskolen
Der er ikke meget i denne verden - ud over tangenterne på et klaver - der er sort og hvidt. Noget, som slet ikke er sort eller hvidt, er den faglige konflikt på folkeskoleområdet. Der er ingen tvivl om, at skolen trænger til at blive gentænkt. På en række områder har de seneste 30 års forsøg med at udvikle Folkeskolen ikke leveret de ønskede resultater. Danske skolebørns læsefærdigheder er blot middelmådige i forhold til vores nordiske nabolande, vi lykkes ikke med at løfte børn med dansk som andetsprog op på niveau med deres etnisk danske kammerater og Folkeskolens undervisning gør, at drenge klarer sig generelt dårligere end pigerne. Der er adskillige grunde til, at vi må tænke nyt om vores måde at tilrettelægge vores skole på.
At flytte Folkeskolen kræver ledelsesmuligheder. Det betyder, at vi skal kunne flytte ressourcer, timer og lærernes tilstedeværelse.
Jeg tror, at alle, der leder lærere og undervisningssteder, ved, at succesfulde forandringer sådanne steder afhænger af, at der er opbakning hele vejen rundt blandt dem, der skal føre forandringerne ud i livet. Al forandring i skolen og i andre uddannelsessteder er afhænging af undervisernes medejerskab til det, der skal ske. Folkeskolen skal flytte sig, hvis vi skal kunne løfte de udfordringer vi står overfor. Men ingen kan flytte sig og tænke nyt, når de bliver tvunget. Folkeskolens udvikling er, om vi kan lide det eller ej, afhængig af, at lærerne er motiveret for forandring og for at bære udviklingen.
Derfor er der hverken skurke og helte, sort og hvidt i sagen om Folkeskolen. Der er kun gråtoner, forhandling og kompromis, hvor alle parter kan se lidt af sig selv, og forhåbentlig mest mulig god skole i resultatet.
