fredag den 14. juni 2013

Aarhus kommunes Kulturpolitik for 2014-2016

Så er udkastet til Kulturpolitikken for 2014-2016 kommet i høring i det kunstneriske og kulturelle miljø. Måske lidt forudsigeligt kommer de kommende års kulturelle satsningers til at ligge tæt op ad Kulturhovedstad 2017's Rethink program. Mange af initiativerne i udkastet er da også helt tydeligt taget ud af 2017 -programmet.
Det kan man ikke undre sig over, da rigtig menge penge skal kanaliseres derover, for at løfte ambitionerne om at blive en kulturhovedstad, ingen før har set.

Der er såmænd flere gode ting i udkastet, men hvis jeg skal starte med den kritiske kommentar først, så er hele udkastets opbygning problematisk. Udkastet er struktureret med nogle områder, hvor der for hvert område er beskrevet visioner, mål og initiativer. Det kunne såmænd være udmærket, hvis det ikke havde været fordi, der under flere områder ikke er overensstemmelse mellem mål og initiativer. De initiativer, man ønsker at sætte igang, understøtter simpelthen ikke de mål, man sætter sig. På dem måde risikerer men,at det nok lyder godt, men man lykkes ikke med det, man vil.

På den gode side er der grund til at glæde sig over, at politikerne har fået øjnene op for den kunstneriske og kulturelle fødekæde. På billedkunstsiden har denne talentudviklings-fødekæde været brudt. Igennemmange år har aldersgruppen 14-20 år ikke været tilbudt relevant fagligt kompetent kunstundervisning og -inspiration ud over det, der har kunnet vælges på gymnasiet. Udkastet rummer nu et tydeligt mål om, at der skal være de såkaldte GK'ere på alle områder. GK står for grundkursus, og det billedkunstneriske grundkursus har været savnet igennem mange år. Man må så håbe, at den politiske lyst til at putte alt nyt ind i de kommunale institutioner, ikke tager overhånd, men at man får et kommende BGK forankret i det kunstproducerende miljø og ikke i en kommunal ' kulturskole'. Opfordringen til politikerne i denne forbindelse er at bruge den mangfoldighed, der er i det kunstneriske miljø, og bruge de miljøer til læring og inspiration af de kommende talenter.
Et andet perspektiv, som udkastet bør krediteres for, er partnerskabstænkningen. Jeg ved meget vel, at interessen for partnerskaber også er båret af ønsket om at spare penge. Men samtidig: Vi er jo alle interesseret i at få mest mulig kultur for de midler der er til rådighed. Men partnerskaberne åbner også op for nye muligheder. Tværfagligheden kan være en kilde til ny inspiration og helt nye kunstneriske projekter. Partnerskabstanken bygger i virkeligheden videre på et af byens helt unikke karakteristika: vi er en mangfoldig storby men ikke større end at vi kende og kan nå hinanden. Også på dette område skal man dog være sig bevidst, at samarbejde ikke er gratis. Det kræver ledelse og ressourcer, og de skal ofte stilles til rådighed et andet sted fra. Eventuelt gennem politiske bevillinger.
Udkastet til kulturpolitikken er i høring indtil 21. juni, hvor det er sidste frist for høringssvar. Den endelige behandling sker i august.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar